tirsdag den 27. november 2012

Low-carb peanut pandekager




I have a confession to make: Jeg har lavet pandekager IGEN. Man skulle måske tro, jeg snart ville løbe tør for pandekage varianter, men næh nej, de bliver ved med at dukke op. I aftes kastede jeg mig ud i en proteinrig low carb udgave (efter inspiration herfra) med peanutbutter og hytteost. Det lyder måske umiddelbart lidt spøjst, men peanut pandekager er nu slet ikke at kimse af - og så mætter de!
 
Til 8 små, tykke pandekager brugte jeg 3 æg, 1 dl. skummetmælk, ca. 4 spsk. hytteost, 1 tsk. bagepulver, 1 spsk. stevia, 4 spsk. peanut butter, ca. 30 gram mandelmel samt ca. 30 gram af noget, som minder om en hollandsk udgave af FiberHusk. Vil man højne proteinindholdet, kan man evt. erstatte de 30 gram mandelmel med smagsneutralt proteinpulver, som Tatjana gør.

søndag den 25. november 2012

Hygge hos The Darling

 
 

Hermed lidt snapshots fra torsdagens fine, fine event hos The Darling (som jeg har skrevet om her). Aftenen startede med lækker karamelte i biksens hyggelige café, og derefter blev vi underholdt med et enormt underholdende to-kvindes teaterstykke, som blev opført mit i blandt alt det fine vintage tøj, som butikken sælger. Til slut blev der serveret cupcakes og champagne, hvorimens vi blev underholdt med skøn musik fra en dygtig lokal sangerinde. Det var en af de der helt særlige aftener fyldt med vidunderlige indtryk - og en af den type oplevelser, som gør, at jeg bliver en smule trist over at skulle forlade Amsterdam om kun to uger.
 
I aftes var jeg til julefrokost med en flok søde danskere, så håret gør en smule (læs: Meget) ondt i dag, og aftenen skal derfor bruges på serie-kiggeri under dynen. I morgen tager jeg hul på min allersidste arbejdsuge hos Royal RepubliQ. Skørt som tiden er fløjet afsted.

onsdag den 21. november 2012

Pastafri lasagne med squash og hytteost


 
 

I mandags lavede jeg for første gang pastafri lasagne med squash/zucchinis som erstatning, og jeg har fået mig en ny yndlingssret; nøj, hvor smagte det godt, hvis jeg selv skal sige det, ja selv mine italienske bofæller var begejstrede. Dog skal jeg vist øve mig lidt mere, for den blev en smule smattet og dermed ikke særlig pæn, og jeg har derfor lånt et par billeder af nogle lidt kønnere udgaver.
 
Det er såre simpelt: Jeg startede med at brune 500 gram oksekød i en gryde sammen med hakkede løg og hvidløg. Da dette var gjort, tilsatte jeg to dåser hakkede tomater og lod kødsovsen simre i godt tyve minutter, hvorimens jeg skar to squash i tynde skiver på langs (jeg lavede dem en del tyndere end på øverste billede). Jeg lagde dem på køkkenrulle for at suge lidt af væden fra, og herefter blev de vendt i salt. Til slut lagde jeg skiftevis kødsovs, hytteost og squash i et fad, og hele herligheden blev bagt ved 250 grader i cirka 15-20 minutter.
 
Jeg er bestemt ikke færdig med denne særlige lasagne, og næste gang - hvilket nok bliver temmelig snart - tror jeg, jeg vil eksperimentere med andre grøntsager eller rodfrugter.

tirsdag den 20. november 2012

Julegave tip: Ruche

 
Jeg har før blogget om Ruche, en fin og tøset webshop med et hav af pæne sager til garderoben og hjemmet. Nu hvor juletiden nærmer sig, synes jeg, det er på sin plads med en reminder om dette hyggelige online univers, for jeg kan love Jer for, at det er fyldt med inspirerende julegave ideer, særligt i Home & Office afdelingen. Jeg er vild med deres mange særprægede bøger om alt fra vintage shopping og -indretning til madlavning for nygifte og hjemmelavet is. Tag et kig og bliv inspireret lige her.

søndag den 18. november 2012

Lørdagslook: Jeans og pailetter



Sådan så jeg ud i aftes, hvor jeg var ude og få et par lørdagsdrinks. Jeg ville gerne 'dresse up', men det er ved at være så hundekoldt her i Holland - og sikkert også i DK - at det er svært at komme ud ad døren i kort kjole eller nederdel, særligt når man er på cykel. Jeans'ne kom til min redning og holdt mig dejligt varm.
 
Om lidt står den på søndagsmadlavning til mig og mine roomies. Jeg vil lave pastafri lasagne med hytteost og squash (kryds fingre for, at mine pasta-elskende italienske roomies ikke løber skrigende bort). I får selvfølgelig opskriften en af dagene.
 
Ha' en vidunderlig søndag aften.
 
Top: Vintage, Jeans: Monki, Heels: Office

torsdag den 15. november 2012

Fyldte auberginer




For et par dage siden lavede jeg disse fyldte auberginer til aften, sådan helt spontant og på gefühl. Jeg havde aldrig lavet dem før, så jeg burde måske have fulgt nogle anvisninger af en art, men det gik nu ganske glimrende uden. Jeg syntes i hvert fald, de smagte herligt.
 
Til 2 hele auberginer brugte jeg cirka 500 gram mager oksekød, som jeg brunede i en gryde sammen med et hakket løg, et finthakket fed hvidløg og to hakkede peberfrugter. Da kødet var brunet, tilsatte jeg en smule hakkede tomater fra dåse, hvorefter jeg fyldte blandingen i de udhulede auberginer. Til sidste kom jeg et par hakkede friske tomater og lidt revet parmasan på toppen og bagte herligheden ved 200 grader i cirka 35 minutter. Easy peasy, super lækkert og tilmed sundt. Haps.

onsdag den 14. november 2012

Amsterdam shopping: Utrechtsesstraat



















I sidste uge tilbragte jeg et par timer i en af mine absolutte yndlingsgader i Amsterdam: Utrechtsesstraat. En vanvittigt charmerende pærevælling af grønthandlere, modebutikker, udenlandske restauranter, hyggelige kaffebarer og spøjse souvenirshops. Et par af mine favoritter er Leuk!, som som er en utroligt inspirerende biks med alt fra fine bøger om vintageshopping og økologisk madlavning til pænt porcelæn og lækre tasker - og Concerto, som er en stor vintage pladeforretning med en meget hyggelig cafe hvori man kan nyde en god kop kaffe og lidt musik. Og så selvfølgelig American Apparel. Det vrimler med julegaveideer, hvorend man kigger hen, og jeg måtte virkelig dy mig for ikke at sprænge julebudgettet. Til de, som overvejer at gøre deres juleindkøb i udenlands, vil jeg klar anbefale Amsterdam. Det bliver ikke meget bedre, hvis man spørger mig.